Hvordan tilføjer man en SPF-record til sit domæne?

SPF står for Sender Policy Framework og er kort fortalt et domænes politik for, hvilke afsendere, der er godkendte i forbindelse med mailafsendelse. Det kan være en god idé at opsætte SPF for sit domæne, da det forhindrer andre i at benytte mailadresser på domænet som afsenderadresser til fx spam-mails.

Flere større mailudbydere som eksempelvis Gmail er i nyere tid også blevet strengere i forhold til, hvilke mails, de lader passere til modtagerens indbakke. Ofte bliver mails fra domæner, der ikke har en korrekt opsat SPF, afvist eller klassificeret som spam.

SPF kan tilføjes via en eller flere TXT-records i domænets DNS-indstillinger, og i disse records defineres hvilke “hosts” eller IP-adresser, der er godkendte til at sende fra domænet.

Hvis dit domæne peger mod Gigahosts navneservere, og dermed administreres gennem Gigahost-kontrolcenteret, så kan du med ganske få klik tilføje en gyldig SPF-record, der inkluderer Gigahosts mailsystem som godkendt afsender. Proceduren for dette er følgende:

Når du er logget ind i kontrolcenteret, klikker du på punktet “Domæner” ude i menuen til venstre og herefter på det domænenavn, som du ønsker at opsætte en SPF-record for.

add spf

Klik på “DNS” oppe i den sorte horisontale menu i toppen af den side, du kommer til.

add spf2

Hvis du får vist en informationstekst omkring opsætning af DNS, kan du blot klikke på knappen “Jeg accepterer. Fortsæt til DNS-opsætning”.

add spf3

Rul helt ned i bunden af siden med domænets DNS-opsætning, og i sektionen med “Færdiglavede DNS-opsætninger” skal du i dropdown-menuen vælge “Gigahost SPF protection” og herefter klikke på knappen “Benyt opsætning”.

add spf4c

Du får nu vist de TXT-records, som opsætningen vil tilføje til domænets DNS-opsætning. Klik på knappen “Føj opsætning til domæne” for at godkende.

add spf5

Der er nu blevet tilføjet de fornødne TXT-records, der inkluderer Gigahosts mailsystem som godkendt afsender fra domænet. Bemærk dog, at der kan gå lidt tid før ændringer i DNS-opsætningen slår igennem alle steder.

Vær opmærksom på!

  • Hvis du allerede har defineret en SPF-record for domænet, så er det vigtigt, at du ikke bare opretter en ny TXT-record, da dette højest sandsynligt ikke vil have den ønskede effekt. I stedet bør du flette de to records sammen til én. I mange tilfælde kan du blot tilføje “include:spf.gigahost.dk” til den eksisterende record, men du er velkommen til at kontakte vores support, hvis du er i tvivl om, hvordan du kan flette to records sammen.
  • Hvis domænet ikke peger mod Gigahosts navneservere, så vil indstillingerne i DNS-opsætningen i kontrolcenteret ikke slå igennem i praksis, og du bør derfor i stedet opsætte TXT-recorden hos den udbyder, hvor du har domænet. Hvis dette eksempelvis er hos one.com, så kan du i deres kontrolpanel under “DNS-indstillinger” oprette en ny record i fanen “TXT”, og her skal du indtaste værdien “v=spf1 mx include:spf.gigahost.dk -all”. Klik på “Opret record” for at gemme indstillingerne.