Hvordan ændrer man, hvilken PHP-version det enkelte domæne bruger?

Det er vigtigt at holde sin hjemmeside sikker, og en af de ting, der kan være med til dette, er at anvende den nyeste PHP-version på sit domæne. PHP er det programmeringssprog, CMS’er som eksempelvis WordPress, Joomla og Drupal anvender, og det er derfor utrolig udbredt. Det betyder også, at en eventuel sikkerhedsbrist hurtigt bliver kendt blandt hackere, hvilket kun gør det endnu vigtigere at holde sit CMS og sin PHP-version up-to-date.

Hvis dit domæne administreres via Gigahosts kontrolcenteret, kan du herfra let ændre den version af PHP, som det enkelte domæne anvender. Faktisk kan du i skrivende stund frit vælge mellem hele 12 forskellige PHP-versioner samt ændre diverse indstillinger for den enkelte version.

Når du er logget ind i kontrolcenteret, skal du først klikke på menupunktet “Domæner” ude til venstre, og herefter vælger du det domæne på listen, som du ønsker at skifte PHP-versionen for.

Skift PHP-version for domæne

Hvis der ikke allerede er checket af i “Vis indholdet fra domænets mappe”, bør du gøre dette. Bemærk, at det kun er muligt at skifte PHP-versionen for domænet, hvis der vises indhold fra dets egen mappe. Klik herefter på den lille grå knap “PHP-version”.

Skift PHP-version for domæne

Du bør nu se den side, hvor du kan skifte domænets PHP-version. Vælg i dropdown-menuen den ønskede version og klik herefter på knappen “Skift PHP-version”.

Skift PHP-version for domæne

Herefter sendes du tilbage til domænets administrationsside, og den valgte PHP-version vil efter et øjeblik være den anvendte på domænet.

Vær opmærksom på!

  • Nogle CMS’er, temaer og plugins er ikke kompatible med de nyeste PHP-versioner, og du kan derfor risikere, at der er funktionalitet og design på din hjemmeside, der ikke længere virker, når PHP-versionen er skiftet. Skulle dette være tilfældet, kan du prøve at se, om der skulle være tilgængelige opdateringer, der evt. løser problemet. Alternativt kan du måske blive nødt til at køre med en ældre PHP-version eller finde et andet tema/plugin, der er kompatibelt med den ønskede version af PHP.
  • Du har altid mulighed for at skifte tilbage til en tidligere PHP-version, hvis du skulle opleve problemer.
  • Gigahost anbefaler af sikkerhedsmæssige årsager ikke, at en hjemmeside anvender de gamle PHP-versioner, medmindre der er en virkelig god grund til det. Kan din hjemmeside kun køre på eksempelvis PHP 5.5 uden at give fejl, så bør du kraftigt overveje at omskrive koden eller måske udvikle en helt ny hjemmeside.
  • Det er forskelligt, hvilke indstillinger og udvidelser, der er tilgængelige for den enkelte PHP-version. Når du har valgt den version, du ønsker, kan du på domænets administrationsside i kontrolcenteret klikke på knappen “PHP-udvidelser” og til- eller fravælge de udvidelser, der er tilgængelige for den valgte version. Vi anbefaler kun at aktivere de udvidelser, der er nødvendige.